YTRINGSFRIHEDEN – FOR ALLE!
NEJ TIL RACISME!
ALDRIG MERE KRYSTALNATTEN!

Program:
– Hans Goldstein, øjenvidne til Krystalnatten i Wien
– Õzlem Cekic, debattør og brobygger
– Anders Jerichow, journalist
– Leif Søndergaard, Dansk Magisterforening

Musik: Channe Nussbaum band

“Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Sådan har det lydt i grundlovens § 77 siden juni 1849. Denne rettighed, der er helt central for den demokratiske debat, udfordres imidlertid hele tiden. Ikke voldsomt meget på én gang, men lidt en gang i mellem. Både på det formelle og det uformelle plan.

En nylig undersøgelse af holdningen til ytringsfriheden blandt skoleelever i 8. og 9. klasse har vist et foruroligende billede: halvdelen af eleverne i undersøgelsen mener, at ytringsfrihed ikke skal gælde for muslimer.

Med små, vedvarende og stadig hårdere og grovere sproglige angreb på mindretal som f.eks. muslimer fra fremmedfjendske kredse er det over en årrække lykkedes at flytte holdingen til, hvem ytringsfriheden gælder for. Hvad et sådant skred fører med sig, har historien talrige skræmmende eksempler på.

Også på andre områder synes ytringsfriheden at være under pres. Det gælder senest sagen om forskere, som er blevet pålagt tavshedspligt om deres forskningsresultater, hvis de arbejder for regeringen. Ja, selv tavshedspligt om, at de er blevet pålagt tavshedspligt, kræves.

Under det nazistiske regime i mellemkrigstiden i 1920- og 30erne blev mindretal som jøder og andre forfulgt. Forfattere og forskere blev censureret, og ytringsfriheden blev undertrykt for alle, der ikke var på linje med magthaverne.

Den 9. november 1938 gennemførte nazisterne en organiseret kampagne, som blev indledningen til en systematisk udryddelsespolitik. Det førte frem til de nazistiske udryddelser af seks millioner jøder, drab på unævneligt mange anti-nazister og på sociale og seksuelle mindretal som homoseksuelle, romaer, handikappede og subsistensløse.
At det kunne lade sig gøre at rykke folkestemningen og skabe tilslutning til denne katastrofe, hang dengang blandt andet sammen med den snigende accept af racisme i hverdagen og af, hvad man kunne acceptere at gøre ved medborgere, for eksempel fjerne ytringsfrihed og andre rettigheder.

Vi er ikke der i dag. Heldigvis. Men hvis vi ikke sørger for oplysning og debat i dag, så har vi flyttet grænserne. Og hvem havde troet, at det ’lille jødehad’ i dagligdagen i Tyskland skulle end som systematisk menneskeudryddelse i koncentrationslejrene?

Når vi år efter år markere Krystalnatten den 9. november i 1938 er dels for mindes ofrene, og dels for at markere modstand mod tendenser i vore dage, som vi har set konsekvenserne af tidligere.