Krystalnatinitiativet d. 9.11.2025 kl. 17.30-19
på Kultorvet i København – taler – i rækkefølgen de blev holdt:
Henrik Juul Rasmussen
Formand:
Rør og Blikkenslagernes fagforening af 1873.
Byggefagenes Samvirke.
Fakler for fred.
Til minde om Krystalnatten 87 år efter.
Jeg står her i dag sammen med jer for at mindes ofrene for Krystalnatten – den nat, hvor nazismens had for alvor blev omsat til handling. Hvor jødiske hjem, butikker og synagoger blev smadret, og hvor tusinder blev arresteret, deporteret og dræbt, mens alt for mange så til i tavshed.
Vi samles her i aften for at mindes – men også for at advare. Historien gentager sig ikke på samme måde, men dens mønstre vender tilbage, hvis vi ikke passer på.
FASCISMEN I DAG
I dag ser vi, hvordan fascismen igen vokser frem – ikke som marcherende støvler i gaderne, men som politisk strategi, som digitale kampagner, som frygt og løgn forklædt som “almindelig sund fornuft”.
Vi ser det, når minoriteter gøres til syndebukke. Når flygtninge jagtes, når fagforeninger udskældes, når kvinder og fattige igen må kæmpe for helt basale rettigheder. Vi ser det, når magten og pengene koncentreres på få hænder, mens demokratiet gøres til en formalitet.
Og vi ser det, når antifascisme – altså modstanden mod had, vold og autoritær magt – bliver udskældt og forsøgt kriminaliseret, som vi for nylig så i USA og i dele af Europa. Når modstand gøres til en forbrydelse, er det på tide at hæve stemmen.
VI HAR HINANDEN
Derfor står vi her i aften.
Ikke kun for at mindes fortiden, men for at forsvare nutiden – og fremtiden.
For fascismen er ikke et kapitel i historiebøgerne.
Den lever, når folk vender blikket væk.
Den vokser, når medier og politikere kalder had for “meninger” og løgn for “balance”.
Og den sejrer, hvis vi glemmer, hvad solidaritet betyder.
Men vi har også noget, fascismen aldrig får:
Vi har hinanden.
Vi har arven fra de, der stod imod – fra modstandsfolkene, arbejderne, de forfulgte, de, der organiserede sig i kældre, på fabrikker og i opgange, og sagde: “Ikke i vores navn.”
De kæmpede ikke for hævn, men for værdighed. Ikke for magt, men for retfærdighed. Og det er netop den kamp, vi skal fortsætte.
BRUG KULTUREN
Vi kan lære meget af de mennesker, der i dag står midt i autoritær undertrykkelse – i Rusland, Iran, Palæstina, USA.
De fortæller os: Brug de rigtige ord. Kald undertrykkelse for det, den er.
Organiser jer – i nabolaget, på arbejdspladsen, i studiet, i fagforeningen.
Brug kulturen – sang, teater, plakater, digte, musik.
For når magten vil skabe frygt, må vi svare med håb.
Når de vil splitte os, må vi bygge fællesskab.
Når de vil have tavshed, må vi tale – højt og klart.
ALMINDELIGE MENNESKER
Fascismen bekæmpes ikke af helte, men af almindelige mennesker, der tør sige fra.
Sådan var det dengang. Sådan er det i dag.
Det begynder med, at nogen sætter ord på løgnen.
At nogen rejser sig, selv når de står alene.
At nogen tænder et lys, selv når mørket virker uendeligt.
Og det fortsætter, når vi forbinder kampene:
Klassekamp, kvindekamp, klimakamp og antiracisme – det er ikke konkurrerende sager, men forskellige fronter i den samme kamp for et værdigt liv.
Denne aften handler ikke kun om sorg – men om løfter.
Et løfte om at forsvare demokratiet, også når det bliver ubehageligt.
Vi kan ikke vente på, at andre redder os.
Vi må gøre det selv.
Her. Nu.
I vores gader, på vores arbejdspladser, i vores samtaler, i vores kunst og vores kærlighed.
HÅB OG FREMTID
Krystalnatten begyndte med knuste ruder – men den handlede om noget langt større:
Et samfund, der havde vænnet sig til had.
Et folk, der havde lært at se bort.
Det må aldrig ske igen.
Så lad os i aften tænde lysene – for de døde, men også for de levende.
For de forfulgte, for dem, der kæmper i dag, og for dem, der endnu ikke tør.
Og lad os love hinanden:
At fascismen aldrig igen skal få lov at vokse i stilhed.
At vi vil kæmpe – ikke med had, men med håb.
Ikke med frygt, men med fællesskab.
Ikke for fortiden, men for fremtiden.
Tak for ordet.
——————————————————————
Helle Rothenberg, kunstner
I AFTEN ER DET, SÅ VIDT JEG KAN REGNE UD: ALLEREDE 87 ÅR SIDEN DEN GRUSOMME NAT FANDT STED – DEN NAT DER BLEV STARTSKUDDET TIL EN FULDSTÆNDIG ÆNDRET VERDEN FOR SÅ MANGE MENNESKER.
I DAG VIL JEG FORTÆLLE EN PERSONLIG BERETNING OM MIN FARFARS 3 VOKSNE UGIFTE SØSTRE,
BERETNINGEN ER BASERET PÅ DERES EGNE OG FAMILIENS GENGIVELSE AF DE HISTORIER DE FORTALTE OM DEN FRYGTELIGE NAT.
I OG OMKRING DEN LILLE BY KREUZNACH I DET SYDLIGE TYSKLAND BOEDE DER DENGANG MANGE JØDER- DE FLESTE KLAREDE SIG RIGTIG GODT, OG DE LEVEDE BLANDT KRISTNE NABOER UNDEN VÆSENTLIGE PROBLEMER.
SØSTRENE BOEDE I HUSET, DE HAVDE ARVET EFTER
FORÆLDRENE.
NÆTTERNE VAR NORMALT MEGET STILLE, MEN DENNE NAT SKETE DER PLUDSELIG NOGET!
MIDT OM NATTEN DEN 9 NOVEMBER BLEV DE VÆKKET AF HØJE LYDE OG BANKEN OG DØRE DER SMÆKKEDE.
EN GRUPPE AF YNGRE MÆND VAR TRÆNGT IND I HUSET OG STOD NU VED DERES SOVEVÆRELSER OG RÅBTE TIL DEM, AT DE SKULLE STÅ OP.
DE 3 KVINDER BLEV SKUBBET NED AF TRAPPEN TIL KÆLDEREN OG TRUET TIL AT BLIVE DER.
KVINDERNE FORSTOD IKKE HVAD DER SKETE. DE KRØB SAMMEN I ET HJØRNE TURDE IKKE GØRE MODSTAND.
DE KUNNE HØRE, AT TING BLEV KNUST, FØRST EN RUM TID EFTER STILNEDE DET AF OG DE BLEV KALDT OP FOR AT SE ØDELÆGGELSERNE.
MÆNDENE RÅBTE DEM IND I HOVEDET: ” DETTE ER STRAFFEN FOR AT I HAR MYRDET DEN TYSKE AMBASSADØR”
”NU HAR I BARE AT GØRE ALT RYDDELIGT IGEN, I HAR TIL I MORGEN!”
SØSTRENE VAR I CHOCK, MEN DE VAR NØDT TIL AT HANDLE! DET HASTEDE MED AT KOMME VÆK INDEN DE KOM TILBAGE.
DE BLEV HURTIGT ENIGE OM, AT DERES ENESTE REDNING VILLE VÆRE AT SØGE TIL DANMARK HVOR DERES BROR HUGO BOEDE.
DE FIK FAT I EN TELEFON OG RINGEDE STRAKS OG FORTALTE HVAD DER VAR SKET. DE TRYGLEDE HAM OM AT GØRE NOGET.
SØSTRERNES NØDSKRIG FIK DET TIL AT LØBE KOLDT NED AF RYGGEN PÅ HUGO, DER VIDSTE, AT HAN MÅTTE HANDLE HURTIGT.
SOM MANGE AF JER ALLEREDE VED, HAVDE HUGO MANGE ÅR TIDLIGERE, I EN HELT ANDEN TID, HAFT GORING BOENDE. I TAKNEMMELIGHED HAVDE GORING LOVET HUGO, AT HAN ALTID VILLE VÆRE PARAT TIL AT HJÆLPE HUGO HVIS BEHOVET OPSTOD.
DET GJORDE DET NU OG HUGO TOG DERFOR, TRODS STOR NERVØSITET, STRAKS KONTAKT TIL GORING, DER NU VAR STEGET I GRADERNE TIL RIGSMARSKAL.
HELDIGVIS VAR GORING EN MAND AF SIT ORD- GANSKE VIDST PÅSTOD HAN, AT HAN INTET VIDSTE OM KRYSTALNATTENS RÆDSLER.
FÅ DAGE EFTER HUGOS FØRSTE MØDE MED GORING SKETE DER NOGET.
SØSTRENE VAR INTETANENDE OM HVAD DE KUNNE VENTE, SÅ DE BLEV ATTER CHOKEREDE DA ET MILITÆRKØRETØJ FYLDT MEN SOLDATER KØRTE OP FORAN HUSET.
DE TÆNKTE, NU SKER DET… NU BLIVER VI SENDT AFSTED TIL EN KONCENTRATIONSLEJR…
MENS SOLDATERNE SPRANG UD AF KØRETØJET PRØVEDE SØSTRENE AT GEMME SIG I ET MØRKT HJØRNE I HUSET.
EN AF SOLDATERNE KALDTE PÅ DEM OG SAGDE, AT DE VAR KOMET FRA RIGSMARSKALLEN MED DERES PAS OG AT DE TRYGT KUNNE KOMME FREM.
KVINDERNE VOVEDE SIG UD AF SKJULET OG GANSKE RIGTIGT FIK DE NU UDLEVERET DERES PAS. UDEN ” J ” STEMPLET OG ”SARA” DET JØDISKE NAVN SOM ALLE KVINDER SKULLE KALDES I DERES PAS.
DE FIK BESKED OM STRAKS AT REJSE TIL DANMARK.
GORING HAVDE HOLDT SIT ORD OG DE 3 SØSTRE ANKOM TIL DANMARK HVOR DE LEVEDE OG DØDE SAMMEN.
FOR HUGO VAR GORINGS VILLIGHED TIL AT HJÆLPE HANS SØSTRE STARTSKUDDET TIL ET VERDENSHISTORISK SAMARBEJDE, DER FIK BETYDNING FOR MANGE MANGE ANDRE TYSKE JØDER .
DEN ENE AF SØSTRENE DØDE FØR JEG BLEV FØDT – TIL GENGÆLD KOM DEN 4 SØSTER SENERE TIL DANMARK EFTER HUN BLEV ENKE.
HUN VAR FLYTTET TIL FRANKFURT MED SIN MAND BRUNO. DA DE KOM TIL DEM PÅ KRYSTALNATTEN LYKKEDES DET AT SKRÆMME VANDALERNE VÆK – BRUNO ”SPILLEDE” SINDSSYG, HVILKET HAN IKKE HAVDE SVÆRT VED, SÅ GODT, AT DE LØB VÆK.
DE KOM SIDEN TIL JAPAN.
——————————————————————
Silke Haubart Cohen, lærer og bestyrelsesmedlem NewOutlook
Vi er som bekendt samlet her i dag for at markere, at det nu er 87 år siden at nazister i Tyskland og Østrig satte ild til synagoger og jødiske hjem og smadrede tusindvis af jødiske butikker. En nat der satte en helt ny retning for jødeforfølgelserne under 2 verdenskrig, hvis forfærdelige enderesultat vi i dag kun kender alt for godt.
Da jeg som barn i skolealderen første gang hørte betegnelsen “Krystalnat” uden at vide, hvad det drejede sig om – ja så så jeg noget smukt og nærmest magisk for mig. En nat oplyst af funklende, glinsende sten. Eventyrligt og betagende. Det overraskede mig at den ellers så indtagende titel dækkede over et dybt mørke – et mørke næret af hadefuld racisme.
Jeg var sensitiv som barn og de frygtelige historier om Holocaust gik derfor lige i hjertekulen på mig. Det var ikke bare falmede sort-hvid billeder i slidte historiebøger, men virkelige menneskers tragiske skæbner – og det var sket lige her i Europa og Danmark! Jeg følte en oprigtig dyb medfølelse med ofrene imens spørgsmålet rungede i mit lille barnehoved: Hvordan kan mennesker opføre sig så umenneskeligt?
I 1990´erne, var jeg teenager i et årti, hvor krigene i Jugoslavien lå som en skygge over Europa. Jeg husker tydeligt den samme forfærdende undren trænge sig på i mit – nu lidt ældre pigesind – et pigesind som prøvede at begribe mekanismerne i den voksenverden jeg så småt var ved at blive en del af. Jeg stillede spørgsmålet igen: Hvordan kan naboer pludselig vende sig mod hinanden og på helt ubeskrivelig umenneskelig vis føle had og sågar koldblodigt slå hinanden ihjel?
Som ung voksen mødte jeg kærligheden. Jeg forelskede mig i en jødisk israeler som i dag, 19 år senere, er min ægtefælle, min soulmate og far til mine tre døtre. Som etnisk dansker med kulturkristne rødder, havde jeg aldrig før indlemmelsen i det jødiske fællesskab, erfaret hvad det vil sige at være en del af en, til tider udsat, minoritetsgruppe.
Det har jeg i dag og – og jeg tror ikke jeg behøver at uddybe, at særligt de seneste to år har været vanskelige og smertelige på et niveau jeg dårligt kan finde ord for.
Forbløffelsen over `hadets anatomi` er således i mit voksne liv blevet andet og mere end et analytisk spørgsmål om “nogle andre”. Det er blevet en inkarneret del af min tilværelse – en kropsliggjort del af min skæbne – for når dem jeg elsker bliver ramt af raketter eller antisemitiske fordomme – ja så rammer det naturligvis også mig. Som skarpe uslebne glasskår, der gennemborer enhver celle i min krop.
Og lige præcis dér – midt i sorgen og frygten – midt i min egen flossede hjertekule starter det virkelige arbejde for fred. For hvor er det skræmmende nemt og tillokkende at lade hadet, når det rammer, forplante sig: Drevet af sorg og frygt føles det både trygt og sikkert at hvile ind i apatien og at lade antipatien styre retningen for, hvem der lukkes ind og hvem der holdes ude.
Jeg ser tendensen, ikke kun som en skyggeside i mig selv, men i vores samfund generelt. En bekymrende polarisering har sneget sig ind i kroge og sprækker. Man ser det f.eks. tydeligt på sociale medier, hvor en kompleks virkelighed formidles i dybt forsimplede paroler. Og med hjælp fra algoritmerne er man forskånet fra nogensinde at behøve at forholde sig til andre synspunkter end sit eget. Som var det en all you can eat buffet kan man grådigt tilrane sig begreber og flygtige overskrifter som hele befolkningsgrupper så kan karakteriseres og stemples ud fra. Man behøver ikke længere at anstrenge sig.
Det er en tendens i alle samfundsgrupper og på tværs af politisk ståsted. Ingen er hævet over den indflydelse, der lokker som kun funklende krystaller i nattens mørke kan gøre det. Det sker fordi det vækker noget nærmest primalt i os. Trangen til at høre til og dermed også angsten for at blive afvist, hvis man afviger fra kodekset i den eller de grupper man synes at høre til. Det er måske essensen af hadets natur. Det der igen og igen, i yderste konsekvens, får mennesker til at gøre det umenneskelige…
Men vi kan ikke tillade at noget lignende Krystalnatten i 1938 nogensinde sker igen for nogle grupper i vores samfund. Hvor forførende det end kan være passivt at læne sig ind i de strømme, der passerer forbi, så har vi et ansvar fordi vi i dag ved at de funklende krystaller reelt var sylespidse uslebne glasskår, som millioner skar sig på.
Jeg bekymrer mig således dybt over antisemitismens vækst, men det skræmmer mig også når politikere taler om “remigration” – møntet på landets muslimske borgere. Vi er simpelthen nødt til at stå sammen mod den umenneskeliggørelse..
Kort sagt har vi intet andet valg end at tage arbejdshandskerne på og begynde at samle skårene op, så vi kan bryde den negative spiral af splittelse, der præger samfundet. Og det starter med os selv, hvor besværligt og ubelejligt det end måtte være. Det kræver, at vi hver især dagligt hanker op i os selv og finder modet frem. Modet til at se egne fordomme og blinde vinkler i øjnene. Modet til at turde være nysgerrig på andres levede erfaring – der ikke nødvendigvis matcher den verdensforståelse, man ellers så varsomt har konstrueret om sig selv. Modet til at sige fra. Også indenfor egne rækker. Og sidst men ikke mindst kræver det mod at anerkende andres smerte.
Forfatter og tv-vært Flemming Møldrup, der er af jødisk afstamning, skrev forleden en meget rørende opdatering på sin facebookprofil. Et eksempel på at sociale medier heldigvis også kan bruges til noget konstruktivt, hvis man bruger dem med omtanke. Jeg citerer fra hans opslag:
“Jeg tror vi skal mødes på den smalle bro over afgrunden, og ikke hele tiden forsøge at skubbe hinanden ned af den. Når vi først begynder at se hinandens smerte, tror jeg på at det virkelig er i det øjeblik at der sker noget med verden.”
Jeg kunne ikke sige det bedre selv. Og med de ord vil jeg takke jer – dels for at lægge øre til det jeg havde at sige – men også fordi I hver især har brugt tid og energi på at møde op her til aften og tænde lys i mørket for fred
– det varmer og bringer håb i en svær tid…
——————————————————————
Garbi Schmidt, Professor i Kulturmødestudier
Kære medmennesker. Først og fremmest: Tak fordi I er her.
Jeg begynder med en lille historie. Med barnets – og nu den voksnes – opmærksomhed.
Da jeg var en 11-12 år, begyndte jeg at skrive dagbog til en pige, der hed Anne. Kort inden jeg begyndte, havde jeg lært navnet Anne Frank at kende, jeg havde hørt om hendes dagbog, hendes liv i baghuset og hendes skæbne. Jeg slugte bogen fra ende til anden. Var dybt berørt. At Anne var den jeg skrev til var nærliggende. Det var nok også i stor udstrækning hendes fortjeneste, at jeg i det hele taget begyndte at skrive dagbog. Hun var præsent i mit sind, også selvom årtier, livsverdner og død skilte os ad. Hun havde skrevet til Kitty – jeg skrev til Anne. For hvem kunne være en mere inspirerende teenager for en spirende teenager som jeg? Det var i hvert fald sådan, det blev.
Vi står her på Kultorvet en mørk og kølig novemberaften og mindes en begivenhed, der fandt sted for 87 år siden. Mens jeg skriver dette, satser jeg på, at her er roligt og trygt. At jeg ser ud på mennesker, med fakler i hånden og alvorlige ansigter, samlet i bevidstheden om, hvad er engang var, og hvad der ikke må ske igen. Jeg ser ansigter og kroppe. Jeg ser unge og gamle. Jeg ser dem, der har smertende erfaring med forfølgelse. Jeg ser dem, der ikke har sådanne erfaringer, men ikke vil, at sådanne erfaringer skal dannes. Jeg kan ikke se, hvem der er hvem. Men jeg kan se ansigterne, kroppene. Jeg kan se os, som et hele. En åndende, levende helhed. Jeg ser individer, og jeg ser og mærker os.
At se mennesket i den anden kan være både let og umådelig svært. De mennesker, der slog og brændte og ødelagde, dengang for 87 år siden, hvad så de i de mennesker, de begik deres dåd imod? Hvordan kan man slå og slå ihjel, om det er et enkelt menneske eller tusinder, uden at sætte spørgsmålstegn ved, om den eller de andre, man bevidst maltrakterer, ødelægger og lader forsvinde, i virkeligheden er et menneske, der akkurat som en selv er blevet født, tænker, føler, elsker? Hvordan er det, og hvorfor er det, at nogle derude, nogle, der sandsynligvis havde børn og i hvert fald selv havde været det, kunne lade et barn som Anne Frank bukke under? Og ikke bare hende, men så mange andre? Både før, samtidigt og siden.
Mennesket er et væsen, der lader leve og lader dø, og igennem årtusinder har forfinet to disse færdigheder til noget, der rækker ud i alle afkroge af eksistensen. Vi er faktisk der, og det er jo et vanvittigt faktum, at som art står i et historisk nu, hvor vi kan vælge at lave kloden leve eller dø. Om vi som art vil lade os selv overleve eller dø.
Disse voldsomme kontraster i det menneskelige er helt sikkert noget, vi alle, på hver vores måde og med vores bagage af erfaringer og holdninger, er bevidste om. Og det er let, på en aften som denne, at overgive sig til en forståelse af, at mennesket, med dets veldokumenterede evne til destruktion, var en virkelig dårlig evolutionær ide. Men jeg vil holde fast i, og jeg er sikker på, og jeg håber, I alle kan mærke det: Ingen som står her, var en dårlig ide. Vi har alle elsket og elsker, vi har alle passet og plejet, vi har alle fået noget til at vokse og gro, med vores små liv. Anne Frank skrev en dagbog, som var en fortælling af og til hende selv. Som udgangspunkt. Men som, fordi hun og dagbogen fik den skæbne, de fik, blev en fortælling der forandrede noget for millioner. Som på tværs af snart et århundrede skabte og fortsat skaber medmenneskelig genkendelse. Ingen af dem, der i dag læser Anne Franks dagbog for første gang, kendte hende personligt. Når de lukker bogen, kender de hende alle.
Lad os holde fast i genkendelsen. I det vi læser, i dem, vi ser. Du, lige du, ven eller fremmede, er et menneske. Som jeg. Du, som gik i skæret fra flammerne fra brændte synagoger og mærkede og kunne høre lyden af det knuste glas under dine fødder. Du var menneske, som jeg. Kan jeg forestille mig at være i dit sted? Hvad ville jeg gøre? Og kan jeg, givet, at jeg er placeret et helt andet sted i tid og historie, forhindre, at det sker igen? I mine små, daglige og måske tilsyneladende insignifikante handlinger og ytringer? Og – ikke at forglemme – sammen med andre. For dén frygt, der ledsager enhver form for modstand mod det magtfulde uretfærdige og brutale, kan oftest kun tales til nogen ro, når vi er flere, der handler sammen.
Det er svært at se hinanden i mørket, om dette mørke er skabt af natten, internettet eller de kategorier, vi sprogligt klæber på hinanden. Men de fakler, som mange af jer bærer i hænderne viser, at vi kan noget andet. Vi kan se. Vi kan se hinanden.
Tak for muligheden for at tale.
——————————————————————
Anders Jerichow, journalist
For nogle år siden stod på denne talerstol en ven, Hans Goldstein, som blev næsten 100 år.
Han huskede selv krystalnatten og var mere end bevidst om Holocaust, som kostede store dele af hans familie livet. Hans forældre, der var tandlæger, blev selv gennet ud på fortorvet og tvunget til at skrubbe gaden med tandbørsten. Med eet formål – at ydmyge dem.
Goldstein blev spurgt, hvornår det gik op for ham, hvor galt det var ved at gå for det jødiske samfund. Hans svar var ikke Nürnberg-lovene og ikke Krystalnatten. Nej, den dag, det gik op for ham, at hans samfund og Europa var på vej udi noget virkelig forfærdeligt, var en dag, hvor han kom gående i sin fødeby, Wien, og så en klassekammerat komme imod sig – og i et splitsekund så i kammeratens øjne, at han overvejede, om det var godt at blive set i møde med eller snak med ‘en jøde’ – og at klassekammeraten derefter skiftede fortov.
Dét øjeblik gav Hans Goldstein en rædselsvækkende fornemmelse af, hvad antisemitisme kunne føre til.
I dag mindes vi Krystalnatten – og vi håber, at det aldrig vil komme dertil. Ikke igen.
Men jeg er nødt til at sige, at jeg selv har en ubehagelig fornemmelse af, at der i dag er flere, som hellere går over på det andet fortov end at mødes med en jøde. Og ja, der er flere, som er på vej til at skubbe jøder over på det andet fortov.
.
På sociale medier er der folk, der kalder sådan nogle som mig en ‘skiderik’ eller en ‘zionist-skiderik’ eller en ‘satanisk jøde’ — sådan lød det senest i weekenden — eller tager afstand fra mine skriverier med henvisning til, at det må skyldes en jødisk baggrund. Det er dumt. Det er også truende. Én ville have, at jeg skulle bestemme mig for, om jeg “vil være jødisk eller vil være menneske” – hvis jeg vil ‘bevare min opholdsret’ i Danmark?
Vi kan skubbe den slags idioti væk og rubricere afsenderne som småtosser. Men det er svært i øjeblikket at overse en tiltagende aggression og ikke at se et mønster.
.
I den nye opinionsmåling om ‘Jødisk liv i Danmark’, lavet af Institut for Menneskerettigheder, fremgår det klart, hvordan danske jøder mærker, at de bliver gjort ansvarlige for Netanyahu-regeringens krigsførelse i Israel. Jødiske studerende oplever, at de kun bliver accepteret på betingelse af på forhånd at tage afstand fra alt israelsk. Forældre føler sig urolige for, at deres børn skal blive behandlet dårligt på grund af deres jødiskhed eller andres opfattelse af deres jødiskhed.
Det er dødsens ubehageligt.
.
Jeg er bange for, at vi ‘normaliserer’, at der er behov for beskyttelse af jødiske adresser og sammenhænge. Jeg er bange for, at vi ‘normaliserer’, at jøder skal gå stille med, at de er jøder. Jeg er bange for, at jøder skal vare sig for, hvordan de klæder sig, smykker sig, opfører sig.
Ret beset er det ikke et jødisk problem. Det er et problem for samfundet, at man lader jøder blive hængt ud.
.
Jeg er også bange for, at ordet ‘zionisme’ i stigende grad bliver anvendt til at kamuflere det, vi ellers ville kalde renlivet antisemitisme.
Selvfølgelig kan man være kritisk overfor Israel uden at være anti-jødisk. Selvfølgelig kan være kritisk overfor Netanyahus krigsførelse uden at være antisemit. Og hør lige engang: selvfølgelig er mange jøder kritiske overfor krigen i Gaza … alligevel identificerer de sig som zionister.
Hvis det er vigtigt for kritikere af Netanyahu-regeringens politik IKKE at blive hørt som antisemitter, vil intet være nemmere end at konkretisere sin kritik – af krigen, af bosættelserne, af hvad ved jeg.
Men når påstande om “zionisme” bliver anvendt til generelt at hænge Jødisk Samfund ud med påstand om, at det er en del af en større ‘zionistisk konspiration’ … Til at afvise dialog med Jødisk Samfund med henvisning til ‘zionisme’ … Til at udhænge jøder alene for deres relation til Israel… Til at legitimere krav om “zionisme ud af København” … eller til at gøre jøder ansvarlige for Netanyahus politik – så rammer det altså jøder. Så er det anti-jødisk. Også selv om der altid kan findes nogle jøder, som bakker det op.
.
Zionisme har haft forskellig betydning til forskellige tider. Der er højreorienterede zionister. Og der er venstre-orienterede zionister. I dag har zionisme én fælles betydning – en positiv holdning til Israel, ikke nødvendigvis til forskellige israelske regeringers politik. Når man kræver “zionisme ud af København’ eller Danmark, er det alle jøder, der står for skud.
Men det er ikke jøders ansvar at bære over med anti-zionisters ubehjælpsomhed i deres måde at udtrykke sig på.
Det er modsat: Hvis brugen af ordet ‘zionisme’ bidrager til at sætte jøder under pres, skylder de mennesker, der taler, at beslutte, om det er det, de ønsker at opnå. Hvis ikke, skylder de at udtrykke sig anderledes.
Det er dem, der taler, som må sørge for at udtrykke sig, så de bliver forstået, som de ønsker.
.
Hvis man gør zionisme til en farlig konspiration, er man tæt på antisemitismens klassiske fordomme fra ‘Zions vises protokoller’ … … og hvis man ikke vil tillade jøder at være zionister – det vil sige at have en relation til Israel – begrænser man jøders frihed.
Hvis man kræver særlige holdninger af jøder, så er det dybt diskriminerende. Hvis man ikke vil lade jøder bære smykker eller klæder med hebraiske bogstaver – så begrænser man jøders frihed.
Hvis man synes, det er jøders eget problem, at synagoger og møder og sportsklubber og fester skal politibeskyttes – så nærmer vi os altså antisemitisme.
.
Vores sammenkomst i dag handler om at vende os imod racisme og fremmedhad – imod ringeagt overfor mindretal og indvandrere og imod ubehagelige krav om ‘remigration’. Vende os imod fremmedhad mod enhver slags mindretal – religiøst, etnisk, seksuelt og så videre.
Krystalnatten var en advarsel om noget endnu værre.
Antisemitisme i dag bør ikke behandles med større overbærenhed. Jeg er bange for, at antisemitisme banker på vores dør.