FAKKEL-MANIFESTATION FOR FRED!

FAKKEL-MANIFESTATION FOR FRED!

D. 9. NOVEMBER 2024 kl 17.30-19

på Kultorvet i København

Aldrig mere en Krystalnat med barbariske drab og forfølgelse af jøder!!

Her er årets taler:

Efter Anden Verdenskrig gav vi håndslag på, at aldrig igen, må fascismen og nazismen slå rod i vores samfund. Derfor står vi her i dag. Læs hele talen fra formanden for Byggefagenes Samvirke til arrangementet Aldrig mere Krystalnat her.

Rune Eltard-Sørensen, Journalist

Tale af Henrik Juul Rasmussen, formand for Byggefagenes Samvirke, til Krystalnat-arrangement på Kultorvet i København lørdag d. 9. november 2025. Begivenheden “Aldrig Mere Krystalnat” blev traditionen tro støttet økonomisk af samvirket ligesom Henrik Juul Rasmussen igen i år var konferencier.

Vi holder vores løfte

Vi står her i dag for at huske hinanden på dengang intolerance og racistiske ideer blev til masse-vold og blodtørst rettet mod minoriteter og anderledes tænkende.

Vi er her for at huske på, at hvad der startede hos små, yderliggående grupper, under de værste omstændigheder, kan sprede sig og gribe statsmagten. Kaste verden ud i krig, had og udslettelse.

Efter Anden Verdenskrig med Krystalnatten og Holocaust, stående som forfærdelige minder, lovede vi hinanden, aldrig at glemme, hvad der var sket.

Vi gav håndslag på, aldrig igen, må fascismen og nazismen slå rod i vores samfund. Vi står her i dag for at vise at vi står ved vores løfte. Vi mindes de døde og dem der kæmpede imod rædslerne. Det kræver aktiv handling at leve op til vores løfte, derfor denne manifestation.

I uge der gik, har vi set, hvordan vælgerne i USA har givet statsmagten til ekstreme kræfter. Det puster til splittelsen og frygten. Det er en farlig leg med ilden, som er startet i vrede og utilfredshed over samfundsudviklingen.

Vi skal afvise den yderste højrefløjs svar på samfundets udfordringer. De er forkerte, kortsigtede og tilhører en mørk fortid. Vi skal lytte til vores medborgeres frustrationer. Så vi sammen kan finde solidariske løsninger.

Alle mennesker ønsker tryghed, både hjemme og på job. De bedste samfund skabes på et solidarisk fundament af lighed, retfærdighed, fællesskab og sammenhold. Vi har meget mere tilfælles end hvad der skiller os ad. Det finder vi ud af, når vi mødes og snakker sammen. Ved samtale, kan vi forbedre alles livsvilkår i hverdagen. Derfor håber jeg at vi i aften kan mødes om alt det vi har til fælles. Og for at ære det løfte vi gav.

Under parolerne: Ja til fællesskab, omsorg og sammenhold, nej til hadtale, splittelse og destabilisering! Minoriteters ret til værdighed og egne fortællinger, nej til generaliseringer!

Aldrig mere en Krystalnat!

Abdel Aziz Mahmoud, Journalist

Krystalnattale – Mange tak for invitationen. 

Det har ikke været uden overvejelser for jer at invitere mig.
Det forstår jeg godt. Men jeg accepterer ikke det vilkår. 
Det har heller ikke været uden overvejelser for mig at stille op. De mekanismer forstår jeg også godt. Men det accepterer jeg heller ikke. 

For intet – intet – burde være mere indlysende, end at vi står side om side som medmennesker og borgere for i kor at sige: Aldrig mere en krystalnat. Aldrig mere meningsløs død. Aldrig mere udryddelse af et folk.
Denne her slags taler kan for den udenforstående virke som klicheer. Men for den sårede er det tiltrængte ord.  

Der er – fuldt forståeligt – strenge dessiner om, hvad jeg må og især ikke bør tale om. Politi og Mellemøsten fik jeg at vide. 
Men det er så også derfor, I kan mærke min bæven og rysten. For kan jeg så overhovedet sige noget brugbart, når så meget andet skygger? 
Og endnu vigtigere: Kan man sige noget klart, uden nogen leder efter usagte ord mellem linjerne?

Jeg antager, at det netop er mine palæstinensiske aner og mit journalistiske virke, der har skaffet mig denne invitation. Så jeg har derfor valgt at holde den udelukkende på egen bane og også bruge denne lejlighed til at kigge indad. 

OM AT TAGE AFSTAND
Og jeg er her i aften for at erkende noget… Det kommer jeg tilbage til. 

Da jeg for snart 10 år siden første gang stak arabernæsen frem i den offentlige mening som andet end journalist – som debattør, ja, men mest af alt som erfaringsperson med et broget og levet liv at dele ud fra – ja, der gjorde jeg det faktisk også bævende – faktisk modvilligt. 

Jeg blev provokeret frem fra mit integrerede skjul af en tilfældig og for de fleste ligegyldig historie om en imam, der havde sagt noget tåbeligt i medierne. Reaktionerne i debatsamfundet var nok en gang paroler om, at andre muslimer skulle tage afstand fra denne imams udtalelser. 

“Det er tankevækkende, at det moderate flertal er så tavst”, lød det anklagende. 
Og det lyder jo umiddelbart rigtigt, hver gang. 
At nogen bør tage afstand. Man har sagt det igen og igen. 

Men dét, man egentlig sagde om den gruppe, var:
Du er skyldig til det modsatte er bevist. Og beviset bestod altså af den der afstandtagen, man forlangte af muslimerne. 

“Pyha, godt du siger, du er imod vold eller undertrykkelse! Ellers troede jeg godt nok det modsatte om dig, Abdel”

Som så mange gange før, forstod jeg simpelthen ikke, hvad jeg, min familie, mine venner skulle gøre her rent praktisk. Tage afstand… altså hvor henne? Hvordan? Skal man udfylde en blanket på Borgerservice? Eller er der en app? Eller skal man bare sige det til hver eneste person, man møder? Hvor tager man afstand henne? 

Jeg lavede i stedet en video, hvor jeg tog dem på ordet. Uopfordret og iinviterert passede jeg fremmede mennesker op og remsede for dem, alle de ting, jeg tog afstand fra i verden.  Ud af det blå forstyrrede jeg folk på gaden og tog afstand fra alt muligt forfærdeligt. Det så fjollet ud. Flere blev irriteret eller overraskede. Men de sidste tog grinte, mens de forsøgte at overtale mig om, at det har jeg bestemt ikke et ansvar for. ”Det behøver du da ikke at gøre over for os!”
Videoen gik viralt. Pointen var feset ind. 

OM AT BRYDE PRINCIPPET FOR ET STØRRE FORMÅL
Så det har jeg troet på, fuldt og fast. Det tror jeg stadig på. Lad os møde hinanden i egen ret og med egne ord. Ikke med antagelser og skyld ved associering. 

Vi som samfund gentager ofte de her uimodsagte principper, der lyder rigtige, men rammer andre. 
Os der bliver ramt, gentager også nogle gange nogle principper for at passe på os selv. 

Men her kommer min selvransagelse.
For præcis et år siden i dag blev der rykket ved mit princip om ikke at ville tage uopfordret afstand i tide og utide. 
Jeg sad i et radiostudie med den dansk-israelsk journalist, Sanne Cigale, vi skulle forestille at være hinandens “modsætninger” i podcasten.  Undervejs gentog vi begge igen og igen, at vi ikke havde lyst til at sidde der. Vi vejede vore ord og passede på, vi ikke var for lidt og for meget. At vi ikke sårede vores egne folk eller hinandens. Det var anspændt, og vi anede ikke, hvad samtalen skulle gavne eller hvor den skulle ende. 
Hen mod slutningen tager jeg ordet og Sannes hånd: “Jeg er SÅ ked af, hvad du går igennem. Ingen jøder i Danmark bør føle sig utrygge, som du gør.” Får jeg sagt. 

 Meget banalt og indlysende, syntes jeg, men for jøden over for mig var de ord tiltrængte og kærkomne. Jeg så, hvordan Sanne fysisk sænkede skuldrene en smule og trak vejret dybere for en stund. Hun kvitterede med en invitation til krystalnatten samme dag. Da min bror og jeg troppede op foran synagogen senere på aftenen blev vi mødt af taknemmelige blikke og smil. Og ja to kom endda hen og krammede os. 

Jeg erkendte her, at intet princip er ubøjeligt. 
Nogle gange skal man mindes om det fundamentale. Det som kan virke åbenlyst for mig – at jeg ikke ønsker nogen fortræd overhovedet – ja det kan andre hungre efter at høre. Noget som jeg bliver fornærmet over overhovedet at blive spurgt til, det kan være lindrende for en anden. 

For når verden ændrer sig så fundamentalt i en periode, så må også vores gerninger og principper gøre det for en stund. Så naturligvis ønsker jeg jer fred, tryghed og heling. 

Selv mens jeg skrev denne tale, selv mens jeg siger det nu, så virker det helt åbenlyst, helt banalt. Men jeg kan se på nogle af jer, at I vil høre det. Bare en gang imellem. 
Så hvis det stadig lyder lidt vagt, lidt tvetydigt, lidt usikkert, fordi jeg vil tage hensyn til arrangementets principper… og mine egne, så lad mig sige det tydeligt: 

Nej til forfølgelse. Ingen antisemitisme på vores gader. Ingen jødehad på vores stræder!

Tak for ordet. 

Isabel Bramsen, fredsforsker fra Lund Universitet

Godaften,

Hvor er det rørende at se så mange mennesker, der stiller op for fred og dialog

Fred er ikke et håb. Fred er en praksis. Selve det at være her i dag. Det at samles omkring

dialog og sprækker af lys i mørket

Det at lytte og engagere sig. En udstrakt hånd.

Det kræver høj grad af mod og tålmod. En evne til at stå fast på egne værdier og visioner OG

samtidig være åben og, lyttende. En evne til at omfavne lidelser på tværs af konfliktskæld og

ikke forfalde til polarisering

Også stor tak til politiet som passer godt på os i aften.

Tilstedeværelsen af så megen politi, bevidner om dette events vigtighed netop i denne tid. En

tid med øget antisemitisme, islamofobi og polarisering

Ofte næres et sådant had af distance og afstand

Hvis der skulle være én til stede her til aften, der skulle være her for at ødelægge dette event

og sprede frygt, tror jeg det vil være anderledes, han eller hun havde mulighed for at sidde

stille og roligt over en kop kaffe, sammen med dem de måtte være imod

Det er slet og ret en anden situation at sidde ansigt til ansigt i befordrende omgivelser

Langt vanskeligere at hade

Når vi mødes ansigt til ansigt, kan der ske noget. En forsigtig tilnærmelse. En skrøbelig

opløsning af ellers så fastslåede positioner.

Det er enkelt. Men det er bestemt ikke nemt.

Nogen har helt mistet empatien for den anden side. For en tid mistet evnen og lysten til at

lytte – deres smerte skal vi også rumme

Andre kan netop, på mærkværdig vis bedre rumme andres smerte i kraft af deres egen.

Paradoksalt nok, har smerten åbnet deres hjerter, og de kan således bedre forstå de andres

lidelse

For smerte er ikke konkurrence.

Det er ikke et frugtbart spørgsmål, hvem der lider mest. Den enes lidelse udelukker ikke den

andens.

Ofte ser vi nuancerne og detaljerne i oplevelserne af vores egen gruppe eller dem vi støtter

Omvendt generaliserer vi og ser overfladisk på oplevelser fra den anden gruppe

Dialog, nærværende lytning og menneskelige møder kan bringe os ud af denne tendens og

tilføje nuancer og følelser til den gruppe, vi ellers kun forstår på et generelt plan, eller måske

slet ikke.

Gennem dialog kan vi skabe forbindelse og forståelse. Ikke nødvendigvis meget. Men lidt.

Også gennem skønlitteratur, kan vi skabe forbindelse og forståelse af liv, der er meget

anderledes end vores.

Vi kan gå hånd i hånd for eksempel med en forfatter, der tager os igennem smerten ved at

miste sine to døtre i krigen, som den fantastiske biografi, ”Jeg vil ikke hade” af Izzeldin

Abuelaish, en læge fra Gaza.

Tænk at have oplevet så megen lidelse, tænkt at have mistet det dyrebareste man har, og så

stadig have kræfterne og modet til at kæmpe for fred.

Dette er ikke den eneste bog, der virkelig har rørt mig i år.

I sommers vågnede jeg på en sommerhøjskole, i en vakkelvorn køjeseng og kunne ikke sove

mere.

Jeg satte en lydbog på, for at falde til ro og falde i søvn.

Der, midt om natten fandt jeg frem til en bog ved navn ”Jordens lykkeligste mand”. En

biografi. Helt perfekt til at falde i søvn til tænkte jeg. Men jeg tog helt fejl.

Bogen omhandlede en jødisk mand, der gennemlevede krystalnatten, som vi her er samlet for

at mindes.

Han var i en anden by for at studere, men var hjemme for at overraske sin familie, som han

ikke havde set i flere år.

Skæbnen ville at netop den nat han var tilbage til hans hjem, var d. 9. november 1938,

krystalnatten. Hans familie havde fået et tip om at gå i skjul. Han selv blev mishandlet på

groveste vis og bragt til en koncentrationslejr.

Mit på natten lå jeg og hørte om de værste uhyrligheder man kan forestille sig. Ind og ud af

koncentrationslejre. Helt ubegribelig lidelse.

Jeg faldt ikke i søvn den nat, men følte et moralsk ansvar for at høre bogen til ende. Hvis

forfatteren, Eddie Jaku, kunne udholde at gennemleve det, kunne jeg også lytte til det.

Bogens titel, jordens lykkeligste mand kommer først til sin ret efter mange, mange siders

øjenvidnebeskrivelser af de vanvittige uhyrligheder, som jøderne undergik under anden

verdenskrig.

Titlen kom af, at forfatteren endelig blev fri, fik en kone og nogle børn, et helt almindeligt og

helt fantastisk liv som mange af os her er forundt.

Selvom jeg end ikke havde lukket et øje siden kl. 3 den nat var jeg på en gang forfærdet og

opløftet på menneskehedens vejene, da den lange nat i køjeseng endelig blev til dag og bogen

kom til sin afslutning.

Jeg krammede mine børn og min mand ekstra tæt og ekstra ofte den dag. Indåndede den friske

luft og betragtede den blå himmel med fornyet taknemmelig over livet selv.

Nordahl Grieg skriver i digtet – Til Ungdommen,

”Kanske du spørg i angst, udækket, åben:

Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?

Her er dit værn mod vold, her er dit sværd:

Troen på livet vort, menneskets værd”

Troen på livet og menneskets værd er gode våben i kampen for fred.

Fred er ikke en blødsøden størrelse, et svagt håb.

Fred kræver enorme mænger mod, politisk mod og menneskeligt mod til at se fjenden i

øjnene.

Det er langt mere krævende at se frygten og fjenden i øjnene end at gemme sig bag en mur, en

skærm eller en pistol.

Lad vores færden og politik i højere grad være præget af et sådant mod.

TAK.

Helen Krag, minoritetsforsker ved Københavns Universitet

I dag markerer vi årsdagen for Krystalnatten i det nazistiske

Tyskland, inklusive Østrig, natten mellem den 9. og 10. november 1938.

Den er blevet symbolet på at alle tiders mest systematiske folkemord blev indledt.

Vi markerer dagen, fordi det er forfærdeligt at det skete,

og fordi vi ikke ønsker at forfølgelse af minoriteter

skal gentage sig. Vi må holde erindringen i live.

Nazisten, propagandaministeren, Joseph Goebbels

opfandt navnet Reichs-Kristallnacht.

Han ville have at folket, tilskuerne, skulle more sig,

når de hørte lyden af støvler der vader gennem glasskår

fra jøders forretninger og lejligheder.

Navnet krystalnat skulle få det til at lyde

som var det bare lidt glas der var gået i stykker.

Men det var ikke blot glas. Det var terror!

Krystal lyder bedre end spot og mord.

Det var en nøje planlagt trussel

om ødelæggelse af jødisk liv og kultur

begået af nazist-partiets stormtropper, SS og Hitlerjugend.

Synagoger blev brændt ned, lejligheder blev plyndret,

deres ejere blev smidt på gaden.

Naboer kunne frit overtage det hele

og berige sig uden at frygte straf.

Bagefter blev jøder erklæret skyldige.

De blev tvunget til at rydde op i murbrokker og glasskår.

Og de skulle betale en kollektiv straf på en milliard mark.

Det var nazisternes endelige krigserklæring mod jøderne.

Krystalnatten var særlig slem i Wien.

Jeg er selv vokset op i byen Wien.

Mine forældre, bedsteforældre og oldeforældre boede der.

I Wien blev 49 af byens 50 jødiske gudshuse ødelagt.

Jøder måtte ikke længere eje deres forretninger.

Min morfar mistede sit skrædderi.

Uden hæmninger slæbte befolkningen møbler, tæpper, billeder

ud af jøders boliger og tog dem med hjem.

30 jøder blev myrdet på den ene nat alene i Wien,

90 blev lemlæstet, endnu flere begik selvmord.

4000 jødiske mænd blev sat i KZ-lejren Dachau.

Dobbelt så mange blev arresteret.

Unge jøder blev vist bort fra deres uddannelser.

Lidt senere blev jøder smidt ud af alle offentlige stillinger.

Jøderne havde ikke gjort andet

end at tilhøre en uønsket minoritet.

Jeg kan tilføje at 11.000 østrigske sigøjnere

senere også blev arresteret og sendt i KZ.

Ligesom homosexuelle og politiske modstandere.

Jeg er gammel, men ikke gammel nok

til at have været der i krystalnatten i november 1938.

Det var dem før mig, mine aner, der oplevede den.

Gennem min barndom har jeg hørt adskillige smertefulde historier.

Mine forældre kunne flygte, de var unge.

Derfor kunne jeg blive født.

Min jødiske mor var kun 17 år.

I skolen råbte en af hendes klassekammerater:

"Luk vinduet op, der lugter af jøder."

Kort tid efter blev hun som alle jødiske børn smidt ud af gymnasiet.

Det blev hende forbudt at sidde på en bænk i en park.

hun måtte ikke længere køre med sporvogn,

hun måtte ikke cykle eller gå i svømmehal.

Hendes liv der havde været fyldt med venner og kultur,

blev nu mere og mere begrænset og trist.

17 år var min mor –

Jeg har et barnebarn på 17

og ser, hvor spændende et liv han lever.

Det er svært at forstå at livet i Wien for min mor ligesom var slut.

Hun ville bare væk. Hun var heldig: hun kom afsted.

Den britiske regering besluttede at hjælpe 10.000 børn

ved at give dem husly. Min mor var et af dem.

Hun levede derefter et vanskeligt flygtningeliv i syv år.

Og – hun så aldrig sine forældre igen.

Min far flygtede også,

han var 20 år og aktiv i den kommunistiske modstand.

Igen var det briterne der hjalp.

Far og mor flygtede hver for sig og ad forskellige veje.

De mødtes tilfældigt i en flygtningeklub i London.

De blev forelskede, og jeg kunne fødes – i 1942.

Jeg nåede ikke at møde de tre af mine bedsteforældre

ej heller mine oldeforældre.

De omkom alle samtidigt med at jeg blev født.

Hvor ville jeg gerne have mødt dem!

Min farfar blev arresteret på krystalnatten,

mens han sad hos frisøren.

Han blev udsat for tortur af Gestapo

og sendt til lejren i Dachau, som så mange andre.

Han endte med at blive skudt i efteråret 1941.

Min mormor og min morfar blev deporteret.

Også de blev skudt i efteråret 1941. –

Min morfars bror blev arresteret i sit hjem

og sad derefter i KZ-Buchenwald i seks år.

Han overlevede og fortalte mig om det.

Min oldemor blev deporteret til Theresienstadt.

Og myrdet i udryddelseslejren Treblinka.

Tre måneder inden jeg blev født.

Min oldefar døde alene, af kræft, på et hospital i Wien.

Han slap i hvert fald for at blive deporteret og gasset.

De er alle væk. Og dog har de fyldt meget i mit liv.

Efter krigen blev ingen straffet for det,

der skete under krystalnatten,

selv om SS, Gestapo og brandfolk indberettede præcist,

hvad der skete. Aviser og radio berettede også udførligt.

Alle vidste det. Ingen ville kendes ved det, der var sket.

Efter krigen vendte min lille familie tilbage til Wien.

Der var bomberuiner og krigsinvalider.

Og ellers – den dybeste tavshed.

I dag forstår jeg, hvor traumatiseret mine forældre var.

Min far nævnte aldrig sin egen far med et ord,

min mor talte ofte om sine forsvundne forældre,

hvis gravsted hun ikke engang kendte.

Mine forældre levede også gode liv,

de havde succes efter krigen,

men traumer er som ubudne gæster, der hele tiden banker på.

De levede med traumer og en trussel om at det kunne ske igen.

Er vi ikke opmærksomme og husker vi det ikke,

er der en fare for at den ubudne gæst vender tilbage.

Fremtid har brug for fortid.

Det er bedre at se erindringen i øjne. Den går ikke væk.

Når vi husker den, kan den finde sin plads.

Vi må anerkende det, der var. Vi må rumme det.

Jeg blev født samme år som mange af min familie blev udslettet.

Det kunne sagtens være hændt

at jeg ikke selv var kommet til verden.

Men jeg blev født, og jeg har en skøn familie.

Jeg bor i et roligt land.

Jeg må fortælle historien om hvad der skete, igen og igen

for det er, hvad den kan bruges til:

at minde os om at det aldrig må ske igen.

At minde os om at forfølgelse og flugt går i arv, ligesom krig gør.

Aldrig mere en krystalnat, siger vi på denne dag.

Vi må gentage ordene indtil de virker.

Vi må mindes den onde tid,

mindes diskrimination, forfølgelse, mord og flugt.

Man gør nok ikke andre så ondt,

hvis man tør se hinanden i øjnene,

hvis man taler sammen – Om alt.

Vi bør tale MED hinanden, ikke OM hinanden,

som var den anden en ting, en fjende.

Vi må tale som et jeg til et du. Vi må tage ansvar.

Behandle hinanden ordentligt!

Alle minoriteter skal behandles med anerkendelse.

Man kan bedømme et samfund på,

hvordan det behandler sine minoriteter.

Jeg ville ønske at vi sammen kan bekæmpe forfølgelse,

at vi alle vil samværet, humanismen og demokratiet.

Lad os sammen tænde lys i mørket.

Jair Melchior, havde ikke noget talepapir

Heine Andersen, professor emeritus i sociologi ved Købehavns Universitet

Uddrag fra overrabiner Jair Melchiors tale på Kultorvet d. 9. november 2024

Ved Heine Andersen, baseret på egne notater og referat i Berlingske d. 10. november:

»Jeg har lært rigtig meget i de sidste tredive minutter.«

Det var de første ord fra overrabbiner Jair Melchior, da han lørdag aften talte i forbindelse med markeringen af årsdagen for Krystalnatten på Kultorvet i København.

Kort inden arrangementet havde han nemlig fået nye oplysninger om de voldelige episoder, der torsdag fandt sted i Holland.

Først lød historien, at flere israelske fodboldfans torsdag var blevet angrebet uprovokeret efter en fodboldkamp mellem klubberne Maccabi Tel Aviv og Ajax Amsterdam.

Men senere kom det frem, at aftenen inden kampen gik i gang, havde  israelske hooligans ifølge The New York Times nemlig optrådt provokerende ved bla. at rive et palæstinensisk flag ned, mens andre havde råbt grove antiarabiske slagord og angrebet en taxachauffør.

Derfor blev ti israelere anholdt onsdag aften for at have forstyrret den offentlige orden.

På scenen fortalte Jair Melchior, at han også selv er blevet bekendt med, at en af de videoer, han havde set af en mellemøstlig mand, der sparkede en jødisk mand, faktisk ikke passede.

Videoen forestillede nemlig i virkeligheden en jødisk mand, der sparkede en mellemøstlig mand.

Og det fik den danske overrabiner til at rette kritik, både mod de israelske hooligans og ham selv.

»Det ramte mig lige i maven. Fordi jeg forstod med det samme tingene, som det passer mig. Hvor mange gang regner vi med, at vi ved, hvad der er sket og beskytter den ene eller den anden? Peger fingre?« sagde han og fortsatte:

»Vi kan tage fejl. Vi skal være så forsigtige. Vi regner med, at vi ved, hvad vi ser i videoer på sociale medier, og vi drager konklusioner. Det må vi ikke gøre. Det er en generalisering.«

Efterfølgende understregede overrabbineren dog, at det ikke retfærdiggør angrebene på de israelske hooligans.

»For hver og en, som vælger at gå til angreb, har valgt ondskaben til. Og det er den, vi skal bekæmpe. Uanset hvem den er rettet imod.«

Dette dækker som sagt kun en mindre del at Jair Melchiors tale, som jeg selv hørte og blev dybt berørt af.

Heine Andersen

Marianne Olsen, forfatter og foredragsholder

Mange traditioner fortaber sig i fortidens dybe brønd. Med

Krystalnatten er det helt anderledes. Måske er der

ovenikøbet nogen af jer, der er kommet i dag, der husker

den. Det ville være et helt forkert praleri af mig at påstå at

kunne mindes den personligt, men jeg har min fars

lommebog fra den 9. november 1938, hvor han selv var en

ung jøde på 34 år. Der står FORFÆRDELIG Nat. Der er

ikke plads til mere, og sådan som jeg lærte ham at kende,

efter at han havde sat mig i verden, tror jeg at han var

mundlam.

Men vi, der har skabt en tradition ud af rædslerne, vil tale og

huske.

For det blev værre, meget værre, og i 1943 måtte min far

flygte til det gæstfrie Sverige. Som bekendt satte

jødeforfølgelserne for alvor ind i Danmark den 2. og 3.

oktober.

Når jeg fortæller jer at han først flygtede den 18., forstår I

hvor meget det var ham imod at flygte fra sin unge kone,

min kristne mor, min storebror og mig, der netop var født i

juli måned. Vi tre kunne lidt senere komme over sundet

legalt, og det er derfor jeg altid vil gøre hvad jeg kan for det

vi kalder familiesammenføring, som vore politikere svigter,

men som kunne skabe både trivsel og integration.

Krystalnatten fik sit navn fra flammerne der skinnede i

glasskår, som fyldte gaderne. Nazisterne i Tyskland havde

antændt synagoger og jødisk ejede forretninger.

2

Mange år senere grundlagde min datter et forlag, hvor hun

blandt andet udgiver tysk-jødisk litteratur. Det hedder Klara

W, efter min Farmor, Klara Wechselmann. Forlagets anden

udgivelse handler om Otto Silbermann, der flygter på

Krystalnatten i det ene tog efter det andet, vild af skræk.

Bogen er skrevet af Ulrich Alexander Boschwitz, der

ligesom jeg havde en jødisk far og en kristen mor. På

Hohenzollerdam 81 i Berlin ligger der en snublesten med

hans navn.

Allerede i 1938 stod der et J i jøders pas, så man kunne slå

dem ihjel uden straf, hvor man mødte dem:

I får et kort udsnit fra bogen, der hedder Den rejsende

Otto Silbermann taler med en ukendt kvinde, som han har

mødt i toget.

”Jeg hedder Silbermann

– Nå ja, det er nok ikke det heldigste navn i øjeblikket

– Nej, og det ville heller ikke hjælpe mig at hedde Meier,

for der står et stort rødt J i mit pas.

– Hvad er det for noget! Sagde hun forarget. Hvorfor gør

der det? Det lyder lidt mærkeligt,

– og normalt siger man ikke sådan noget, men jeg synes

De er virkelig sympatisk.

Han gjorde et lille buk i hendes retning, så lo han

-Desværre er regeringen ikke enig med Dem. Den synes

bestemt ikke jeg er spor – sympatisk. Det betyder at den

bare siger: Silbermann, du er jøde. Dermed siger den at min

3

person og mine egenskaber er helt og fuldt uden betydning.

Det hele kommer an på, om du er jøde eller ikke jøde, ikke

på om du er sympatisk eller usympatisk.

Mærkatet bestemmer.

Indholdet er helt ligegyldigt.”

Vi ønsker inderligt at det aldrig skal ske igen, men vi skal

passe på hvad vi ønsker, for det kan godt være at små

glasskårs glimten som krystaller i flammer aldrig er kommet

igen, men menneskets evne for ondskab og værste sider

viser sig alligevel igen og igen– også i Europa. Og jeg vil

minde jer om den grusomhed i Bosnien, hvor8372 drenge

og mænd døde for serbiske våben. Undskyldningen for

denne utilgivelige forbrydelse havde en anden syndebuk,

muslimerne. Derfor er det en særlig opmuntring for os

danske jøder at vores overrabbiners farfar, Bent Melchior

har sagt at vi ikke skulle bruge jøderne til at slå muslimerne i

hovedet med.

For vi mennesker hører sammen, hvad enten vi kan lide det

eller ej, og det er op til os selv om samhørigheden er

ubønhørlig eller inderlig. Den er i hvert fald et faktum.

Udrensningen i Bosnien bragte Dino Copelj til Danmark, da

han var 15 år. Dino er blevet en af dansk digtnings

fornemste repræsentanter Det er en stor glæde at kende

hans digte på vores eget sprog, et menneske som med sine

grusomme erfaringer helt autentisk forstår både

velsignelsen og forbandelsen ved menneskenes

overladthed til hinanden. På en særlig poetisk måde er Dino

4

forbundet med Bent Melchior, som han næppe har kendt:

Bent Melchior var nemlig optaget af at han selv var født

samme år som Anne Frank.

I skal høre Dinos til Anne:

Til Anne: af Dino Copelj

Kære Anne!

De kan argumentere, 

manipulere,

omskrive historien

og revidere.

Lege med tal og fakta,

antallet af døde

og konspirere.

Men de kan aldrig

få mig til at glemme,

din søde, 

uskyldige stemme,

som mine ører

aldrig har hørt.

Kun femten somre gammel

blev din spinkle krop;

5

men dine stærke ord,

kan ingen Bergen-Belsen

dræbe.”

Og han har skrevet om den brutale ulykke, der overgik ham

selv:

Jeg læser et uddrag fra Dinos digtsamling Forbandede

styrke

Af Dino Copelj: Forbandede styrke: Spat og myrekryb

”Den kristne Barmhjertighed” lugtede af terror,

Folkemord og etnisk udrensning i starten af 1990’erne,

Mens den største forbrydelse mod menneskelighed i Europa

Siden anden verdenskrig var i fuld gang.

Mine medmennesker blev fundet skyldige i at være

muslimer.

Udyr i vores by tilbød de fleste at konvertere til kristendom,

Ellers ville de ikke kunne garantere vores sikkerhed, som de

sagde

Et par familier accepterede.

Min familie gjorde ikke.

Sammen med flere tusinde andre blev vi deporteret og

mistede alt.

Jeg har aldrig betragtet det, som var det kristendommen,

der fik os ’udrenset men monstre,

der misbrugte religionen og nationalismen.

Udyrene ville sikkert dræbe selveste Jesus,

Hvis han boede i den bosniske by Bijeljina [evt. ’i min

bosniske by’] på det tidspunkt,

For han var jøde og omskåret.

Udyrene trak bukserne ned på mænd

For at tjekke om de manglede forhud,

Hvorefter de blev slået ihjel, hvis de gjorde.

Jeg ved også godt, at der i Danmark findes muslimer og

kristne,

Som blev fordrevet af andre muslimer.

Jeg forstår godt, at de ikke bryder sig om ”islamiske styrer”,

Som har gjort dem ondt.

Religion var og bliver stadig misbrugt til at skade andre

Medmennesker på kroppen og sjælen.

Den minder mig nogle gange om dynamit,

Som oprindeligt skulle gøre en kæmpestor gavn for

menneskeheden

Men som menneskets svaghed har omdannet til et

altødelæggende våben.

For mennesket er åbenbart i stand til at ødelægge alt

I grådighedens magtblodrus.

Men når enkelte mennesker hader islam

Og vil have mig til at konvertere til noget andet,

Får jeg spat og myrekryb.(….)

Og i foråret 2022 skriver Dino i SOS Racismes tidsskrift:

Et menneske, der har overlevet krig, forfølgelse og etnisk

udrensning og som er parat til at dø for kærlighed og

medmenneskelighed, hilser jer!

Aldrig igen … og jeg mener det!


Her er invitationen til Krystalnatten 2024 – D. 9. NOVEMBER 2024 kl 17.30-19 på Kultorvet i København

Aldrig mere en Krystalnat med barbariske drab og forfølgelse af jøder!!

86 året for Krystalnatten, 81 året for jøders, modstandsfolk og andre gruppers flugt til Sverige …
og 31 året for Krystalnatinitiativet
At stå op for nutidens krigsramte og flygtninges liv og sikkerhed i dag mener vi er den rette måde
at ære mindet om de forfulgte, som nazisternes Krystalnat i november 1938 blev startskuddet til,
og dermed den systematiske udryddelse af mange millioner af mennesker i 2. Verdenskrigs kzlejre.
FAKKEL-MANIFESTATION FOR FRED og med fokus på åbninger, sprækker hvor lyset når ind …!
D. 9. NOVEMBER 2024 kl 17.30-19 på Kultorvet i København og i år under parolerne:
Ja til fællesskab, omsorg og sammenhold, nej til hadtale, splittelse og destabilisering!
Minoriteters ret til værdighed og egne fortællinger, nej til generaliseringer!
Aldrig mere en Krystalnat!

Kære venner
I år finder vi det særligt relevant at markere årsdagen, da vi sidste år måtte aflyse, fordi det netop på dette
tidspunkt var svært ikke at italesætte den vanskelige situation mellem Israel og Hamas.
I år er der tillige også et øget fokus på islamofobi og antisemitisme i Danmark som følge af konflikten.
Se nedenfor/bagsiden med vores grundholdning, udtrykt i ”Krystalnatinitiativets grundlag fra 1993”.
I år finder vi det igen både relevant og nødvendigt at markere årsdagen for Krystalnatten den 9. november 1938 med en fakkel-manifestation, som vi gennem mange år har tradition for at afholde, til minde om de ofre, som nazisternes overfald på jøder i Tyskland og Østrig skabte og som samtidig også blev et startskud til en massiv optrapning med forfølgelser af politiske modstandere, homoseksuelle, romaer, handicappede; mindretal som ikke passede ind i det nazistiske 1.000 års rige…
Vi forsøger med vores arrangement at skabe åbninger mellem mennesker og lys i mørket …
Kl. 17.30: Indleder formand for Byggefagene Henrik Juul Rasmussen, Rør og Blikkenslagernes
fagforening af 1873 – og han fører os tillige gennem hele arrangementet

Musik: ’Mizgin Band’ synger og spiller gennem hele arrangementet og slutter af med fællessangen af Nordal Grieg: ”Kringsat av fiender …”

Taler og musik
Ca. 17.40 Tale af journalist Abdel Aziz Mahmoud
Ca. 17.50 Tale af freds- og konfliktforsker fra Lund’s Universitet Isabel Bramsen
Ca. kl. 18 Musik ved Mizgin Band
Ca. 18.10 Tale af minoritetsforsker og forfatter Helen Krag
Ca. 18.20 Tale af Overrabbiner Jair Melchior
ca. 18.30: Digt af Dino Copelj: ”Spat og Myrekryb”, oplæst af Marianne Olsen …
Ca. 18.40: Musik ved Mizgin Band med bl.a. Kringsat …
Ca. 19: Afrunding af Henrik Juul Rasmussen

Vi håber at se en masse ”fredshungrende” mennesker til vores fakkelmanifestation og fakler kan købes på stedet for 20kr …

Ingen flag, skilte og bannere tak!!
Og ingen partipolitiske taler eller taler om Mellemøst-konflikter!

Med venlig hilsen
Mette Geldmann, Kontaktperson for Krystalnatinitiativet. m.geldmann@gmail.com

Krystalnatinitiativets grundlag:
Ingen flygter for sjov. Det gør man kun, når det er nødvendigt for at undgå forfølgelse, krig, kriser,
ødelæggelser og overgreb. Sådan var det i mellemkrigstiden, hvor jøder, romaer, homosexuelle,
politiske modstandere, nationale og etniske mindretal blev jagtet af reaktionære, nazister og
højreradikale. Alle blev de udset som ’prügelknaber’, der blev gjort ansvarlige for datidens
økonomiske og politiske kriser. Forfølgelsen blev set som en løftestang for såkaldte ’løsninger’ som
gennem etniske udrensninger og forfølgelse skulle sikre politisk magt til ’tusindårsriger’ i forskellige
nationale varianter.
I dag flygtes der stadig som følge af kriser, krige, diktaturer, religiøs intolerance og politiske
modsætninger. Nazisternes Krystalnat den 9. november 1938 gentages i nye udgaver og under
andre former. Ikke mindre skræmmende i dag end dengang. Det er lige så traumatiserende og
ødelæggende for samfund, mennesker og kulturer i dag, som dengang det skete, da nazister og
fascister hærgede og satte den politiske dagsorden.
Afhjælpningen af flygtningestrømmene rundt om i verden – også tæt på os her i Europa – kræver
fælles indsats. Danmark bidrager både ude og hjemme. Men ikke nok. Mere bør gøres. At tage
flere kvoteflygtninge gennem FN er et enkelt bidrag. Her må politikerne tage ansvar, hæve loftet og
hjælpe flere flygtninge til at få en tålelig tilværelse og et værdigt liv.
Forfulgte må sikres hjælp og beskyttelse her og nu og ikke sendes tilbage til farlige områder.
At stå op for flygtningenes liv og sikkerhed i dag er den rette måde at ære mindet om de forfulgte,
som nazisternes Krystalnat i november 1938 blev startskuddet til, og dermed den systematiske
udryddelse af mange millioner af mennesker i 2. Verdenskrigs kz-lejre.
Aldrig mere en krystalnat!!! – Arrangør: Krystalnatinitiativet (siden 1993)
Støtte-beløb kan indbetales på vores konto: 0400 – 4020549772.
Arrangement og programansvarlige: New Outlook og SOS Racisme

Foreløbige støtter i 2023-2024, opdateres løbende:
SOS Racisme
New Outlook
Foreningen NORDEN, Næstved
Brobyggernes Samvirke
Warburgs Mindefond
Københavns Kommune, Indre By Lokaludvalg
Mellemfolkeligt Samvirke
Kvindernes Internationale Liga for Fred og og Frihed
DFUNK, unge flygtninge, under Dansk Flygtningehjælp
Fredsvagterne på Den jødiske Gravplads i Randers
3F Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening
3F København
Blik og Rørarbejderforbundet
Byggefagenes Samvirke
Økonomisk støtte fra Det Jødiske Samfund
Anonyme givere …
Private støtter
Heine Andersen
Knud Lindholm Lau
Leif Bork Hansen
Robert Refby
Tue Magnussen
Jakob Erle
Merete Næsbye Christensen
Arne Backlund
Kristian og Annette Krogh