Knud Lindholm Laus tale 9. nov. 2022
Racismeparagraffen – ja tak!
Krystalsnatsmarkering
Kultorvet
9.11.2022
Racismeparagraffen
– ja tak!
Krystalsnatsmarkering
Kultorvet
9.11.22
Kære alle,
Vore tanker må her i aften gå til ofrene for Krystalnatten – Pogromnatten – og deres nære, dengang som nu.
Intet kan give dem livet tilbage, intet kan ombytte årene levet i frygt med år, levet i fred og tryghed.
Men vi kan markere, huske og bruges historiens erfaringer til at udelukke en gentagelse – for det er jo sket, og derfor kan det ske igen, som Primo Levy sagde det.
266 B
Jeg siger: ”Racismeparagraffen – ja tak”, straffelovens §266 B, der i 1939 kom ind i loven for at beskytte de danske jøder.
Uanset paragraffens mindeværdige histo- rie er intet sikkert og sikret: Et mindre- tal i Ytringsfrihedskommisionen, Jacob Mchangama, Flemming Rose og Bodil Due, foreslog den afskaffet – selvom de dog veg tilbage fra at opsige de internationale konventioner, der ville være en forudsætning for dens afskaffelse – og Liberal Alliance genoplivede forslaget under valgkampen.
Vi må ingenting
Nogle af jer vil huske den inspirerende pædagogiske tænker Erik Sigsgaard. Han besøgte engang en børnehave, hvor børnene måtte alt, efter de voksnes mening
– men børnene beklagede sig. Vi må næsten ingenting, klagede de igen og igen.
Han måtte spørge mange gange, før børnene endelig rykkede ud med sproget: De måtte ikke komme i materialerummet, det lille rum med de farvestrålende, men farlige rengøringsmidler. Vi må næsten ingenting.
Vi kan næsten høre modstanderne af racismeparagraffen sige det samme: Vi må næsten ingenting! Som børnene stirrer de ind i ytringrummet med de spændende truende, hånende og nedværdigende ytringer, som de forbydes at råbe ud – som led i deres opdragelse af os andre til at tåle hån, spot og latterliggørelse, som det blev formuleret under karikraturkrisen.
Men hvad er det så, de ikke må? De sidste tre fældende domme fra byretten – offenliggjort i Rigsadvokatens praksisoversigt, dømmer disse ytringer ulovlige:
Eks 1
JØDESVIN DØ MED METTE EU KUSSEN
eks 2
Europe are in war with the n-word, the
et og muslims, and the jews – kill all of them”,
Remember in November! Jews are Satan’s waste and they must be eradicated – be- gins on November 9th, so we can celebrate the Krystal night Time to go n-word hunting
eks 3
en kulturberigelse i Danmark. Ogtænk så på, at den samlede befolkning af arabisk afstamning udgør ”kun” 6 % af Danmarks befolkning. Da ikke alle naturligvis er kriminelle afstumpede og mental svage individer, så er det skræmmend så mange historier der er om netop disse individer. Der må således være 80-90 % af dem, der ikke vil eller kan Danmark. Det vil sige, at 8-9 ud af 10 indvandrer er kriminelle. Det er da ret skræmmende
Og tre eksempler fra landsretten, : eks 1
…. T havde lagt billedet af en gymnasielærer på FB og skrevet: ”Nej, det er nogle fucking perkere og de skal dø”.
eks 2
En imam blev dømt for under fredagsbønnen at sige, viderebragt på nettet i en video:
’Dommedag oprinder ikke, førend muslimerne bekæmper jøderne, således at muslimerne slår dem ihjel, og jøden vil skjule sig bag sten og træer, og stenen og træerne
vil sige: ’O muslim, O Guds tilbeder, der er en jøde bag mig, så kom og dræb ham’ (han citerede her fra en hadith, men ufuldstændigt, og stykket fortsætter nær- mest modsat af det citerede).
eks 3
”Muslimer er ikke mennesker som os, men styret af en totalitær voldelig ideologi kaldet islam. Muslimer bør ikke have lov til at omgås civiliserede mennesker. Man- ge muslimer er mentalt retarderede p.g.a. arvelige egenskaber og indoktrinering af koranens løgne”.
Det er jo ikke ligefrem de finere detaljer i jødisk eller muslimsk teologi, der diskute- res her, men tværtimod eksempler på ”at en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges”, som det hedder i 266 B.
Og hvis man gerne vil kritiseres religion eller kultur, kan man efter dansk lov gøre det uden hindringer. Lars Hedegaard udtalte i et videointerview, at ” de voldta- ger deres egne børn…det hører man hele tiden; at piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler eller fætre eller deres far…de [kvinder] har ingen værdi, de er ikke mennesker. De har en funktion som livmoder – de bærer krigerens afkom for at skabe nye krigere. Derudover…altså de kan bruges til seksuelle formål, men de har ingen værdi. Ingen værdi som men-
nesker” eller lignende.” Samtidigt med, at retssagen kørte i Østre Landsret, hvor
han blev dømt, offentliggjorde Trykkefrihedsselskabet en rapport i et tilstræbt videnskabeligt sprog om de samme emner
– uden, der blev rejst tiltale. Så man kan sagtens kritisere kultur og religion, blot ikke truende, forhånende eller nedværdigende.
Det er så lidt, man ikke må. Man skal true, håne eller nedværdige for at bryde oven; men ikke nok med det: det skal rette sig mod en gruppe defineret ved race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro, handicap eller seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika. Og ikke nok med det. det skal gøres offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds.
Så hjemme ved køkkenbordet må man sige alt, i offentligheden må man ikke true, forhåne eller nedværdige.
Klemerer
Den jødiske litteraturpofesor Victor Klem- perer analyserede i sin LTI – Det Tredje riges sprog. de ytringer og mentaliteter der lå neden under Nürnberglovene, Krystal- natten og Holocaust. Sproget røbede alt, mente han, hvis blot vi kunne dirke det op. Og om virkningen skrev han, at ”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”
Klemperer havde sine fortolkningsevner til rådighed, kunne ikke lave undersøgelser, men arseniksentensen er senere di- rekte empirisk bevist i mange videnskabs- grene:
Fra neurologien ved vi, at eksklusion fra en gruppe giver hjerneaktivitet, som var det fysisk smerte.
I medicinen er det bevist, at diskrimination gør mennesker syge, fysisk og psykisk.
Fra politologi og sociologi ved vi, at jo mere stigmatiseret en gruppe er, jo ringere udvikler demokratitilliden sig.
Historiske studier viser, at sproget spiller en rolle i alle faser af folkemordsproces- ser. I Polen antændte en lille drengs nød- legn om at være holdt fangen i en kælder under det jødiske kulturcenter i Kielce en pogrom. 3. juli 1946 dræbte civilbefolkningen 50 jøder og sårede alvorligt såret et tilsvarende ige så mange. De troede på the blood bible, den løgnagtige myte om, at jøder skulle korsfæste kristne børn og indbage blodet i påskebrødet.
Fra psykologien ved vi, at ytring af voldelige udsagn ikke renser sindet til noget
fredeligt gennem en slags katharsis, men tværtimod avler mere had.
Med Jyllandspostens karikaturtegninger fulgte slagordet om, at man skal kunne tåle ”hån, spot og latterliggørelse” og mange tilbød en sådan hærdningstræning. Helt gratis – eller på abonnement – til os, der ikke er så robuste. Men sandheden er, at mennesket ikke kan tåle ”hån, spot og latterligørelse” i uanede mængder. Krop- pen reagerer før bevidstheden. Tænk blot på den vrede, der kan stige op, når man bliver dårligt behandlet.
Weimar
Netop under markeringen i dag forekom- mer det i øvrigt mærkværdigt, at man fremfører udviklingen i weimartiden som beviset på de negative konsekvenser af
en racismeparagraf. Den lovgivning man havde i weimartiden afværgede ganske vist hverken nazisme eller Holocaust; men det var der jo intet, der gjorde. Intet hjalp under processen frem mod 1933.
Og den lovgivning, der overhovedet havde den mindste lighed med vor racismeparagraf, var under privat påtale. Det vil sige, at en sandsynligvis jødisk sagfører på vegne af jøder skulle rejse en sag i en tid, hvor bevæbnet SA overfaldt anderledes tænkende. Og gøre det overfor dommere, der var præget af antisemitismen i det kejserstyre, der netop var brudt sammen.
Civilsamfundet
I stedet for en paragraf skulle civilsamfund- det kunne klare stigmatiserende angreb på vore minoritetsmedborgere lyder det; som jer, der som engagerede borgere står her i dag, og tak for det, bør enhver sige.
Men civilsamfundet har også et arbejde at passe, ikke alle er professionelle såkaldte debattører og vi overlader det jo heller ikke til civilsamfundet at beskytte liv og ejendom i øvrigt. Det har vi det politiske fællesskab til, i moderne tider og hos os den demokratiske stat.
Debatten og dialogen i den demokratiske stat kan sagtens forløbe frugtbart og effek- tivt uden de truende, forhånende og ned- værdigende udsagn, der dømmes ude af domstolene efter racismeparagraffen. De ytringer har i den forhindelse ingen sam- fundsmæssig værdi.
Til dem, der siger, at vi må ingenting, må vi sige: Det er næsten ingenting, I ikke må og I må ganske enkelt lære at tåle kravet om en anstændig og respektfuld sproglig omgang med hinanden.
Derfor, tak til de politikere, der modigt i 1939 indførte den første racismeparagraf i et naboland til nazismen; og tak til de politikere, der fortsat med lovgivning bakker op om vore minoritetsmedborgeres integritet og værdighed.
Og tak til jer, der hørte på!